De private smykker
Hvert medlem af kongehuset ejer smykker privat. Selv om disse smykker er private, kan de meget vel have en anselig alder og historie.
Dronningen
Dronningen ejer en meget flot halskæde og et sæt
ørelokker i safirer omkranset af store diamanter, alt sammen i
gamle russiske guldfatninger. Disse smykker kommer fra den russiske
zarfamilie her til Danmark med dronning Alexandrine. Dronningen
ejer også mange smykker, som hun har arvet efter sin mor,
dronning Ingrid. Der er blandt andet smykker i turkiser og
diamanter, hvoraf nogle stammer fra den russiske kejserinde
Katharina den Store. Her er også et diadem i diamanter, og
dette smykke kommer fra Dronningens tipoldemor, storhertuginde
Luise af Baden. Dronningen ejer også mange smykker, der
stammer fra dronning Ingrids mor, kronprinsesse Margaretha af
Sverige - f.eks. en lang sautoirkæde i perler. Der er
også smykker, som er givet af dronning Margrethes far og mor.
Men ud over de historiske smykker ejer Dronningen en mængde
moderne smykker, skænket hende af prins Henrik, af familien
eller af virksomheder og organisationer.
Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary har allerede en fin samling af smykker.
Kronprins Frederik arvede det store smykkesæt med rubiner og
diamanter, som kommer fra dronning Desirée af Sverige, der fik
det af sin gemal, marskal Jean-Baptiste Bernadotte, til at
bære ved Napoleons kroning i 1804. Et andet smykkesæt,
som bæres af kronprinsessen, er de akvamarinsmykker, som
kronprins Frederik har foræret hende: collier med perler,
ørelokker og ring med akvamariner, perler og diamanter. I
brudegave af regentparret fik kronprinsessen et diadem i diamanter,
og dette kan også anvendes som collier. Derudover er der en
del brocher og ringe.
Prinsesse Alexandra
Prinsesse Alexandra bærer diademet fra dronning Alexandrine,
som dronning Margrethe fik af sin far, da hun fyldte 18 år.
Det er et diadem, som er fremstillet af Chaumet omkring 1912, og
det er fremstillet i en meget delikat stil med guldbuer, hvori der
hænger diamanter, som kun er fæstnede for oven, så
de vibrerer ved den mindste bevægelse. Prinsessen har desuden
en del perlesmykker og et smykkesæt i ametyster og diamanter.
Derudover en mængde brocher, armbånd og
øresmykker.
Prinsesse Benedikte
Prinsesse Benedikte har en stor samling smykker, der består af
tre diademer og en mængde halskæder, øresmykker,
armbånd, brocher og vedhæng. Prins Richard har arvet et
stort diadem i russisk stil. Det er fremstillet i diamanter fattede
i sølv. Et andet diadem kommer fra prinsessens tipoldemor,
dronning Sofia af Sverige. Det er fremstillet med stjerner i
diamanter og opretstående perlepoires. Det tredje diadem er
blomster og bladværk, fremstillet i diamanter. Prinsesse
Benedikte har også en halskæde i diamanter, og den har
også tilhørt dronning Alexandrine, som brugte den som
sautoirkæde. Nu er den delt i to dele, og halskædens
anden del tilhører dronning Anne Marie. Blandt prinsesse
Benediktes smykker er også stjernebrocher, som har
tilhørt hendes oldemor, dronning Victoria af Sverige.
Dronning Anne Marie
Dronning Anne Marie har naturligvis også mange gamle smykker
fra den danske kongefamilie. Her kan nævnes det berømte
diadem, fremstillet af Cartier, til dronningens mormor,
kronprinsesse Margaretha af Sverige. Dronning Anne Marie har et
andet diadem, som er fremstillet at et stort corsagesmykke, som
dronning Ingrid fik i bryllupsgave fra sin farfar, kong Gustaf V af
Sverige. Ud over smykker fra den danske familie bærer
dronningen naturligvis smykker, der i generationer har været i
den græske kongefamilies eje - samt en mængde moderne
smykker foræret hende især af hendes gemal, kong
Konstantin.